ET HALVT ÅR SOM AUSSIE: EN MÅNED TILBSGE I SKOLEN

Sidste post for September! Nu har jeg været her i 3 mdr. Det føles egentlig som længere, da jeg føler mig eget hjemme hernede. Mit lille, men tætte, netværk gør at jeg er tryg og aldrig mangler selvskab. Dejligt! Jeg mangler dog ind i mellem nogen med samme musiksmag og interesse for kultur, der gider sidde på en snusket bar og diskutere verdenssituationen over et glas god rødvin.

Jeg har kun en måned tilbage i skolen, hvilket kan mærkes på det forventede ambitionsniveau. Min kalender er mere proppet med deadlines end Thornings og nervøsiteten, der melder sig, før man klikker på rædselsknappen markeret med ’view grades’, minder mig lidt om at sidde i det gyldne tårn, på vej op.

Men det går nu helt fint, når man kysser jorden igen.

Søs er flyttet til Italien! Hvor er det skønt for hende! Hun skal bo der i et år, selvom hun ikke kan tale sproget. Interessant. Det må være den følelse Villy har, når han skal læse en engelsk tale op, andre har skrevet for ham. Hun skal tilmed lære fransk også. En verdenskvinde hun bliver!

Min veninde Emily spillede sin første kamp i sidst uge! Jeg tog med hendes familie og kæreste ind, for at heppe på de kun et års erfarende spillere. Hvis man skal se en ishockeykamp, skal den ses på dette niveau. Jeg fik ondt i maven af grin over alle Bambierne, der forgæves forsøgte at skyde pukken i mål, uden at falde over hinanden – eller sig selv.

Ud over dette har Melbourne vejr vist sig fra mange sider. Hele sidste uge spiste jeg morgenmad på terrassen og havde kun lyst til at lave ting udenfor! Rimelig stramt, når man har en aflevering i web development… Også i går morges sad jeg ude og havde det varmt, men pludselig blæste det op og haglede?

Josefine, Maddison, Olivia og jeg var til ’Mooncake Festival’ i weekenden. Det er et minde om en kinesisk kærlighedshistorie, ingen af os fattede noget af, da Olivia var så ivrig, da hun fortalte den, at hun ikke rigtig talte engelsk. Men det er noget med nogle måner og noget. Man fejrer det med familien og spiser mooncakes – portions store kager med noget fruit paste indeni og en æggeblomme(!) i midten. Blommen smager virkelig skidt, men resten er som alt andet præfabrikeret mad fra Kina: SØDT.

Samme dag spiste vi i China Town på en traditionel kinesisk restaurant. Dvs. noget HELT anden end hvad man kan få på ’kinesiske’ restauranter i Danmark. Det var fuldstændig som at være i Kina; KUN kinesere, tjeneres råber af dig, man får the til maden og minimum 50% af din ret er af chili – selvom man har bestilt medium stærk. Josefines tårer trillede ned af hendes kinder og Maddi hostede konstant. Olivia og jeg deler ofte mad hernede, så vi var ligesom forberedte. Men ren nostalgi var det! Jeg savner nu Kina.